søndag den 19. marts 2017

Så er jeg her igen

Efter branden juleaften, har det gået lidt trægt med lysten til at lave andet end at arbejde.

Jeg tror vi alle har været lidt "rundforvirrede" i hovedet over at slutte året på den måde.

Lysten til at strikke er helt forduftet, men det skyldes nok også, at amioamio.com lukker ned 1. april.

Til gengæld har jeg fundet nogle gamle opskrifter frem, og hæklet bedstemors-sjaler til mig selv.

Jeg anede ikke at jeg manglede dem, men det gjorde jeg. Det kan anbefales at hækle en stak af disse sjaler i alle størrelser. Man kan bare bruge los af restegarnet.

Det største jeg har lavet er lavet i uldgarn og i blå farver. Lækkert at slynge over skuldrene når man lige skal et smut udenfor.

Det er ren terapi

Jeg kender en dame, som hedder Mona. Hun er gift med Claus, og de bor i en skov.
Denne fantastiske dame har lavet en bog, om de sommerhuse hun, Claus, Ib og Flemming, ejer i Sverige.
I fredags forærede hun mig et eksemplar af denne bog, og nu har jeg "læst" den 2 gange. Den er lige så fantastisk som Mona og kan anbefales at købe. Man bliver i godt humør og man får mad til kreativitetsdelen af hjernen - hvis der er noget som hedder sådan :).










Og så til noget helt andet.

Vores gård bliver jo sat til salg om en uge. Så skulle stillads og container gerne være væk, og tømrerne ved at være færdige med at sætte gips op. Maleren har meldt sin ankomst næste fredag, så nu begynder det at gå stærkt.

Jeg har allerede kigget på hus og fundet det jeg gerne vi bo i resten af mit liv. Så må vi se om jeg kan få lokket høvdingen med, ha ha.

Men jeg fik lyst til at brodere billeder til badeværelset - der hvor vi skal hen - og valget faldt på en frodig kone i et badekar


Ja, ja, jeg er ikke færdig endnu, men det skrider fremad. 
Jeg har endnu et billede af en mager starut i badekar. Hun skal også broderes. 
Så skal jeg have lavet nogle navneklude, duge, puder osv. 

Jeg er så gammel, at jeg kan tillade mig at sige, at mit nye hjem bliver gammeldags, fyldt med genbrug til billige penge, og ikke hvidt. Vi skal have farver ind i livet igen. Hæklede gardiner i køkkenet, klude på gulvet og madam blå på komfuret. 

Helt ned i jordhøjde, så man kan trække vejret. Udgifter der er til at overse og måske en lille jolle til høvdingen, så han kan fange nogle fisk til middagsmaden. 

Hold da op hvor jeg glæder mig til at få solgt gården. Det kan ikke gå for "langsomt"

Ha' det godt allesammen, og nyd det spirende forår.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar