torsdag den 18. december 2014

Julegaverne skal pakkes ind

Så er tiden kommet, hvor alle julegaverne skal pakkes ind.
De fleste skal afleveres på lørdag, hvor vi skal til Sjælland.

Først er høvdingen dog kørt op til vores nabo med en lille kasse fyldt med alt godt fra huset.


Marmelade, sirup, æblemos, hyldebærsaft, årgangs valnøddesnaps og solbærsnaps, en lille genert nisse og syltede nissenumser.
Alt sammen som tak for det gode naboskab.

Jeg blev lige færdig med endnu en sweater i går aftes, så nu tror jeg strikkepindene bliver lagt til side, så jeg kan få bagt endnu en omgang klejner og pebernødder.
Konfekten venter også på at blive lavet.


Ja, nu må jeg se om jeg kan holde mig fra pindene, for jeg har også modtaget en dejlig stor kasse uldgarn og det kribler allerede i fingrene for at komme i gang med at strikke til de 2 yngste børnebørn og min yngste søn.

Den rød/hvide sweater er til salg i min butik (øverst i højre hjørne er direkte adgang).

Til alle jer bloggere derude, ønsker jeg en rigtig dejlig jul og et fantastisk godt 2015.

fredag den 12. december 2014

Drillenissen har været på spil

I går lavede vi honningkagehuse og pyntede juletræ. En rigtig hyggelig tradition.

Træet blev pyntet som det altid plejer, med mange mange mange kugler, flettede hjerter, flag og lys.

De fleste kugler har tilknyttet en historie, som for manges vedkommende går helt tilbage til vores første jul.

Hjerterne har vores børn været med til at flette. Til/fra kort og bamser er også en del af pynten, sammen med sukkerstokke.

Ja, vores juletræ er specielt.

Og så i går aftes kom drillenissen.
Jeg var gået i seng for at læse, høvdingen var på vej i bad. Pludselig lød der et brag fra stuen.

Det store træ var væltet.





En pose med smadrede kugler var resultatet.

Heldigvis ikke så mange med minder, men trist alligevel.

Nu får træet ny fod af smedejern, og så be'r jeg til at drillenissen flytter til nabogården. Vi gider ikke ha' ham boende når han laver ulykker.

lørdag den 6. december 2014

Jul lige om hjørnet.

Mit krearum er fyldt med ting, som jeg ikke rigtig ved hvornår jeg bliver færdig med.
En ting er sikkert: Det bliver ikke til denne jul. Måske til næste år.

Men jeg har fået lavet julegaver. Dem kan jeg af gode grunde ikke kan vise endnu.

 Jeg kan vise noget af det som jeg har lavet til min butik:


Jeg er blevet helt vild med at strikke i norske mønstre. Denne lille sag i str. 4/5 år røg af pindene 4 dage efter de første masker var slået op.

Hvis der skulle være nogen som ønsker at få strikket sådan en sweater, så skriv til mig. Jeg strikker dem i alle størrelser og farver. Prisen snakker vi om .


Varme luffer i alle afskygninger. Med hæklede blomster og perler.

Dejlig weekend til jer alle.