torsdag den 18. december 2014

Julegaverne skal pakkes ind

Så er tiden kommet, hvor alle julegaverne skal pakkes ind.
De fleste skal afleveres på lørdag, hvor vi skal til Sjælland.

Først er høvdingen dog kørt op til vores nabo med en lille kasse fyldt med alt godt fra huset.


Marmelade, sirup, æblemos, hyldebærsaft, årgangs valnøddesnaps og solbærsnaps, en lille genert nisse og syltede nissenumser.
Alt sammen som tak for det gode naboskab.

Jeg blev lige færdig med endnu en sweater i går aftes, så nu tror jeg strikkepindene bliver lagt til side, så jeg kan få bagt endnu en omgang klejner og pebernødder.
Konfekten venter også på at blive lavet.


Ja, nu må jeg se om jeg kan holde mig fra pindene, for jeg har også modtaget en dejlig stor kasse uldgarn og det kribler allerede i fingrene for at komme i gang med at strikke til de 2 yngste børnebørn og min yngste søn.

Den rød/hvide sweater er til salg i min butik (øverst i højre hjørne er direkte adgang).

Til alle jer bloggere derude, ønsker jeg en rigtig dejlig jul og et fantastisk godt 2015.

fredag den 12. december 2014

Drillenissen har været på spil

I går lavede vi honningkagehuse og pyntede juletræ. En rigtig hyggelig tradition.

Træet blev pyntet som det altid plejer, med mange mange mange kugler, flettede hjerter, flag og lys.

De fleste kugler har tilknyttet en historie, som for manges vedkommende går helt tilbage til vores første jul.

Hjerterne har vores børn været med til at flette. Til/fra kort og bamser er også en del af pynten, sammen med sukkerstokke.

Ja, vores juletræ er specielt.

Og så i går aftes kom drillenissen.
Jeg var gået i seng for at læse, høvdingen var på vej i bad. Pludselig lød der et brag fra stuen.

Det store træ var væltet.





En pose med smadrede kugler var resultatet.

Heldigvis ikke så mange med minder, men trist alligevel.

Nu får træet ny fod af smedejern, og så be'r jeg til at drillenissen flytter til nabogården. Vi gider ikke ha' ham boende når han laver ulykker.

lørdag den 6. december 2014

Jul lige om hjørnet.

Mit krearum er fyldt med ting, som jeg ikke rigtig ved hvornår jeg bliver færdig med.
En ting er sikkert: Det bliver ikke til denne jul. Måske til næste år.

Men jeg har fået lavet julegaver. Dem kan jeg af gode grunde ikke kan vise endnu.

 Jeg kan vise noget af det som jeg har lavet til min butik:


Jeg er blevet helt vild med at strikke i norske mønstre. Denne lille sag i str. 4/5 år røg af pindene 4 dage efter de første masker var slået op.

Hvis der skulle være nogen som ønsker at få strikket sådan en sweater, så skriv til mig. Jeg strikker dem i alle størrelser og farver. Prisen snakker vi om .


Varme luffer i alle afskygninger. Med hæklede blomster og perler.

Dejlig weekend til jer alle.




tirsdag den 30. september 2014

Varme trusser til Frida

Strikkepindene gløder i øjeblikket.
Fødselsdagsgaver og julegaver venter på at blive lavet færdig, men der skal også være tid til at lave det hurtige.


Jeg mangler lige at sætte elastik i trusserne, så kan de afsendes til Ringsted. Frida bruger dem uden på strømpebukserne - tror jeg nok.

Opskriften er min egen, men jeg deler gerne ud af den, så hvis du er interesseret i at få den, så skriv en besked.

Trusserne her er i str. 5 - 6 år, og strikket i restegarn. Bomuld og Baby Merino

Ha' en dejlig dag.

lørdag den 20. september 2014

Stemningsbilleder fra Lindholm

 
 Solsikkerne er ikke helt visne endnu.
Bierne har stadig travlt

 De solsikker som er afblomstret, bliver flittigt besøgt
af de små mejser, som spiser frøene.

 Den gamle Rådhusvin der beklæder vores ladebygning, er ved at skifte farve. Det er et fantastisk farvespil der kommer over de næste par måneder.

 Lathyrus og Stor tusindstråle er ved at afblomstre.

 Hønsene hygger sig på deres morgenvandring rundt på grunden.
 Frugthaven er ved at være tom.
Vi har høstet næsten alle æblerne.
Kirsebær fik vi næsten ingen af i år. Vi blev invaderet af fugle, som ikke kendte forskel på "dit og mit".





 Takket være vores gode nabo, har vi fået 4 store Rød El, som er skåret op og snart kløvet.
Godt brænde til næste år.
 Vores Vedbend tager sig flottest ud om en uge når blomsterne åbner sig og viser det flotte orange bær omkranset af de pink kronblade, men lige nu lyser den også flot op.

Et kig ned af vores indkørsel, en tidlig tåget morgen.
Hækken er pakket ind i edderkoppespind.
Et helt fantastisk syn.

lørdag den 6. september 2014

Pakke på en lørdag

Åh jeg blev så glad i dag.

Posten afleverede en pakke, som jeg først troede ville komme i næste uge. Vi får aldrig pakker om lørdagen.

Og her er, hvad den indeholdt

8 nøgler garn, som skal bruges til dette her

og dette her

Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, men jeg skal lige være færdig med et andet sjal først.

Garn og opskrifter har jeg købt hos www.butikhanne.dk. Billigt, billigt. Jeg gav 303 kr. incl. forsendelse. Hun har udsalg i øjeblikket, så jeg tror måske jeg lige vil bestille noget mere.

God weekend til jer alle.


onsdag den 20. august 2014

Nye høns på gården

Ja, så har jeg fået taget billeder af de nye høns.

De er så hyggelige med deres pludren og "følgen" efter os, når vi går i haven.

Når de kan høre os tale på gårdspladsen, kommer de løbende. Alt skal undersøges, og vandet i katteskålen smager bedre end deres eget vand.

I formiddags var der en stor overraskelse til os i redekasserne.

38 gram vejer det flotte æg. Ikke verdens største, men en begyndelse.

Den røde høne lå på rede og den sorte hane lå foran hende og passede på.

Det bliver spændende om der er gevinst i morgen.

Ha' en god dag derude.



søndag den 17. august 2014

Så går sommeren på hæld

Det er lang tid siden jeg sidst har skrevet på min blog, men jeg har haft travlt med noget så kedeligt, som at arbejde.

Nej, det passer ikke helt. Det har været fantastisk at arbejde i et anlægsgartnerfirma. Skønne kollegaer og dejligt at arbejde udendørs.

Nu er det slut, og jeg skal til at finde et nyt arbejde.

I mellemtiden har jeg en del håndarbejde som skal laves færdigt, og bruge en regnfuld sensommerdag til at vise/fortælle lidt om det min sommer er gået med her på gården.


I juli måned høstede jeg rødbeder. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor de var færdige så tidligt, men det var de altså. Og kæmpe store. Det gav mange dejlige glas rødbeder til vinter.

En fredag var jeg nede og handle i Ejby, og smuttede forbi vores lille boghandler. Han var ved at rydde op på sit lager og havde sat 2 kasser med bøger udenfor.
Frit valg 1 krone.
Kunne ikke stå for denne gamle frysebog af Rigmor Bagger. Den er rigtig sjog og fuld af nye/gode ideer.

Og så har vi fået 2 haner, ganske (næsten) gratis.

En stor flot sort hane, og en lille flot hvid/grå/brun hane.

De er af en ubestemmelig race, men rigtig hyggelige.
De tager sig nogle friheder, og mener bestemt at vi er til for dem.



I går var høvdingen og jeg på Åfart på Odense Å, med picnickkurv. Det var et gavekort vi fik i julegave af vores børn, som vi har ikke haft tid til at bruge før nu.
Det var en virkelig fornøjelse og maden smagte godt. Det kan anbefales at prøve.

Der var jazz-orkester om bord på båden. Hyggeligt.

I dag har høvdingen og jeg så været i Bramming og hente 8 høns. 4 Røde Amerikanere og 4 lyse Sussex.
Jeg har ikke nogen billeder af dem endnu, men de kommer når solen skinner igen.

Høvdingen har bygget et stort hønsehus med hønsegård.
Så nu skal hanerne og hønerne bare lære hinanden at kende, så vi kan få nogle friske æg og kyllinger til fryseren.

Tirsdag skal vi hente gris i Gelsted. Så er julestegen hjemme.

På lørdag skal vi i Odense ZOO med 3F. Det skal nok blive godt, hvis bare vejret holder.

Det var lidt om, hvad sommeren har bragt og hvad sensommeren vil bringe.

Kan I ha' det godt derude.



lørdag den 7. juni 2014

Sommer på terrassen

Efter et par dage med regn - som vi trængte meget til - har solen besluttet at tænde for blusset.

De nye havemøbler kan endelig tages i brug -

 og jeg nyder det i fulde drag.

Jeg har som sædvanlig gang i mange håndarbejdsting, og i dag er jeg begyndt på en farverig Dragon Back.



24 rækker med krokodilleskæl.

I morgen holder vi pinsefrokost. Høvdingen er ved at slå græs. Han mener at det bliver en god dag til kroket.

Rigtig god pinse til alle jer bloggere.

mandag den 7. april 2014

En lille søhest har set dagens lys

Jeg fik lige lyst til at hækle en lille søhest, og opskriften er til dig fra mig.
God fornøjelse.

Hæklet søhest.

 



 Materialer:

Hæklenål: nr 3
Bomuldsgarn
Fiberfyld






Kroppen


R 1: 5 fm I en magisk ring – 5 fm.
R 2: 2 fm i hver fm – 10 fm
R 3 – 5: fm i hver fm
R 6: *fm i første fm, 2 fm i næste fm*, gentag * til * omg. rundt – 15 fm
R 7 – 9: fm I hver fm
R 10: *fm i første 2 fm, 2 fm I næste*, gentag * til * omg. rundt – 20 fm
R 11: fm I hver fm – 20 fm
R 12: *fm i første 3 fm, 2 fm i næste*, gentag * til * omg. rundt – 25 fm
R 13: *fm I første 4 fm, 2 fm I næste*, gentag * til * omg. rundt – 30 fm
R 14 – 15: fm I hver fm – 30 fm
R 16: * 2 fm sammen, fm i næste 4 fm*, gentag * til * omg. rundt – 25 fm
R 17: * 2 fm sammen, fm I næste 3 fm*, gentag * til * omg. rundt – 20 fm
R 18: fm i hver fm – 20 fm
R 19: * 2 fm sammen, fm I næste 2 fm*, gentag * til * omg. rundt – 15 fm
R 20 – 21: fm i hver fm – 15 fm
R 22: * 2 fm sammen, fm I næste*, gentag * til * omg. rundt – 10 fm

Stop kroppen med fiberfyld.

R 23 – 25: fm i de første 4 fm, 2 fm I næste fm, fm I næste 3 fm, 2 fm sammen – 10 fm
R 26: fm i første 8 fm, 2 fm sammen – 9 fm
R 27: fm i første 7 fm, 2 fm sammen – 8 fm

Stop kroppen med fiberfyld.

R 28: fm i første 6 fm, 2 fm sammen – 7 fm
R 29: fm i første 5 fm, 2 fm sammen – 6 fm

Stop kroppen med fiberfyld.

R 30: fm I første 4 fm, 2 fm sammen – 5 fm, km i næste fm og luk af. Sørg for at efterlade et langt stykke garn til at sy krop og hoved fast med.





Hoved



R 1: 5 fm i en magisk ring – 5 fm
R 2: 2 fm i hver fm omg. rundt – 10 fm
R 3 – 4: fm i hver fm omg. rundt – 10 fm
R 5: *fm i første fm, 2 fm i næste fm*, gentag * til * omg. rundt – 15 fm
R 6: fm i hver fm – 15 fm
R 7: * 2 fm i første fm * , gentag * til * 9 gange mere, fm i de næste 5 fm – 25 fm
R 8 – 10: fm I hver fm – 25 fm
R 11: * 2 fm sammen, fm i næste 3 fm*, gentag * til * omg. rundt – 20 fm
R 12: * 2 fm sammen, fm I næste 2 fm*, gentag * til * omg. rundt – 15 fm
R 13: 2 fm sammen, fm i næste fm *, gentag * til * omg. rundt – 10 fm

Stop hovedet med fiberfyld.

R 14: *2 fm sammen*, gentag * til * omg. rundt – 5 fm, km i næste fm.

Efterlad et langt stykke garn til sammensyning og hæftning.





Finner




Note: Sørg for at efterlade et langt stykke garn I starten, til sammensyningen.

R 1: 3 fm i en magisk ring, 1 lm, vend – 3 fm
R 2: 2 fm i hver fm, 1 lm, vend – 6 fm
R 3: * fm 1 første fm, 2 fm i næste fm, gentag * til * , 1 lm vend – 9 fm

Skift garnfarve.

R 4: fm I hver fm, vend – 9 fm
R 5: *3 lm, fm i 3. lm fra hæklenålen, spring 1 fm over, km i næste fm*, gentag * til *.

Klip garnet og hæft ender.





Hovedfinne

Hækl 11 lm.

R 1: km I 2. lm fra hæklenålen, fm i de næste 2 lm, hstgm I næste 2 lm, 2 stgm i næste lm, hstgm i næste 2 lm, km i sidste lm, vend
R 2: * 3 lm, fm i 3. lm fra hæklenålen, spring næste sting over, km i næste sting*, gentag * til*.

Hæft ende. Lad et langt stykke garn blive tilbage til at sy finnen fast med.


At samle søhesten.

Saml hoved og krop.



Sæt finnen fast bag på hovedet og ned af nakken, med en knapnål, så har du styr på den når du skal sy den fast.




Sy hver finne fast som vist overfor.



Lav 2 Franske knuder som øjne.




tirsdag den 1. april 2014

Nye ideer

Foråret er kommet, og med det et væld af nye ideer der skal afprøves.


Jeg er i gang med at lave Amme/Aktivitetshalskæder til de små børn. Uglen her er ret sød, synes jeg. Tænk, hvor dejligt det vil være for den lille bebs at gribe fat i den.


Disse 3 små elefanthoveder skal lige fyldes med fiberfyld og så er de klar til at blive sat i en aktivitetskæde.

Alt kan naturligvis købes her