søndag den 21. februar 2016

Lidt at glæde sig til

I september slagtede vi vores frilandsgrise og en enkelt skinke blev saltet ned.
I dag kom så den store dag, hvor den skulle hænges op og tørres indtil juni måned.



Høvdingen har bygget et rigtig godt skab til den, hvor den kan hænge uden at blive angrebet af insekter.


Og sådan ser den ud - Lindholm Skinken - kalket og fin.

Til Sankt Hans skal den smages.

Den skadelige plastic

Åh ja, vi tænker ikke på det før nogle kloge hoveder gør os opmærksom på det.

Karklud med mikroplastik

Den klassiske lyserøde, lysegule og lyseblå karklud er fast inventar i mange danske køkkener, men den er faktisk både skadelig for dig og dine omgivelser.

Onsdag, 17. februar 2016 - 10:36 - af Christine Agertoft / Foto: Bjørn Jakobsen

Intet er mere hverdagsagtigt end karklude, og især de klassiske lyserøde, lysegule og lyseblå standardklude er at finde i rigtig mange danske hjem. Forklaringen er ofte, at de er billige og nemme at finde, men brugen af dem er ikke uden omkostninger.

Det usynlige plastikaffald
En helt almindelig karklud indeholder nemlig omkring 15- 20 procent plastik (ofte mærkes polypropylen, PE, PP, PMMA eller PET på varedeklarationen). Det er ikke plastik, du kan se med det blotte øje, men mikroplastik, der er mindre end 5 millimeter i diameter. Det er det, der gør mikroplastik så skadelig. For mens vi i den vestlige verden forsøger at komme plastikforurening til livs ved at genbruge og forbrænde plastikaffald, så sniger mikroplastik sig ind i vores hjem, i vores vand, i vores mad og måske også i vores krop.

Derfor er din karklud skadelig
De bittesmå plastikpartikler bliver udskilt, når du vasker din karklud i vaskemaskinen, og bliver ubemærket skyllet ud med det beskidte vand og ender på et rensningsanlæg, hvor det også slipper igennem filtreringssystemet og ender ude i verdenshavene. Allerede i 2014 gjorde et rådgivende udvalg (GESAMP) FN opmærksom på, at der bliver fundet mikroplastik i havet og også 
i de dyr, der lever i havet. Man ved endnu ikke præcis, hvordan det påvirker miljø, mennesker og dyr, men GESAMP skriver i deres rapport: ”Indtagelse af mikroplastik kan påvirke værtsorganismens fysik og potentielt kompromittere dens fysiske tilstand.”

Det kan du gøre
Der er mange kilder til mikroplastik i verdenshavene, og karklude udgør selvfølgelig kun en meget lille del. En stor del opstår, når plastikaffald i havene nedbrydes til mikrostykker, nogle skønhedsprodukter indeholder mikroplastik og så indeholder fx fleece-tøj plastikfibre, som også bliver skyllet ud i vandkredsløbet, når det vaskes. Men selvom problemet er stort og komplekst, og der stadig mangler megen viden på området, så kan du gøre en forskel ved at købe karklude, skuresvampe, skøndhedsprodukter og tøj uden mikroplastik. Du kan også bare hækle dine egne karklude og måske endda dele ud til venner og bekendte


Kilde: GESAMP

Så nu er jeg gået i gang med at strikke vaskeklude, for her er jo også et problem med engangsklude og svampe. 
Det gode ved at strikke den slags er, at man kan sidde og se tv uden at lave fejl :). 


mandag den 8. februar 2016

Beatrix Potter

Man kan da kun elske Beatrix Potter. Jeg skal da have købt "The Tale of Peter Rabbit", men indtil jeg får købt bogen, må jeg nøjes med at brodere.



Jeg bruger lup når jeg broderer, og enkelt tråde garn. Håber det bliver rigtig smukt. Jeg har ikke kunnet brodere i flere år. Det kan jeg stadig ikke - så lang tid af gangen. Gigtfingre har svært ved at holde om små nåle :).


For at det ikke skal være lyv, så har jeg også købt Pat Menchini's strikkebog med motiver af Beatrix Potter. 
Helt vildt. 

I morgen er det jo tirsdag - surprise - og min fridag. Måske bliver jeg færdig med mit broderi. Måske ikke.
Ha' det rigtig godt allesammen.


fredag den 5. februar 2016

Blot for en kort bemærkning

Så har jeg forsømt min blog igen. Men jeg har ikke haft overskuddet til at komme med nyt.
Jeg har simpelthen haft for meget arbejde. Alt for meget arbejde. Og jeg har ligget syg. Surt.
Interessen for at lave håndarbejde har heller ikke været stort, men nu er jeg så småt ved at komme på banen igen.

Lige pt. har jeg hæklet babykraver. Både med perler og uden. Så må vi se om de kan sælges. Ellers har jeg tænkt mig at holde udsalg fra lindholm.amioamio.com. Jeg tror det bliver i weekenden jeg udvælger, hvad der skal nedsættes i pris.




Nåh ja, så har jeg også hæklet små gravhunde, men min mor snuppede 2 med hjem, da hun var på besøg i weekenden, så jeg skal lige have lavet lidt flere.

Har lige et sjovt billede I skal se


Vores store hunkat elsker at være med i køkkenet når der bliver lavet mad. Hun er en rigtig tiggeprinsesse.

Ellers har vi haft besøg af nogle små flotte fugle. Lige uden for vores køkkenvinduer


Sne har vi ikke haft i denne vinter. I hvert fald ikke meget. Frost og storm, men ikke alt det dejlige hvide. 
Kan I have det godt alle sammen. Jeg skriver snart igen.