tirsdag den 11. september 2012

Tænk hvis

Tænk hvis jeg kunne nøjes med at strikke og hækle uden at skulle tænke på montering.
Åh, det ville være dejligt.
Men sådan er det ikke, og nu er jeg gået igang med at montere alt det der ligger i en stor bunke.

Det var den første.

Dette er så den næste. Let at strikke, men pokkers besværlig at samle.


Den lille kjole er til gengæld færdig.


Og så nåede jeg lige at hækle endnu et sæt grydelapper.

Ha' en rigtig dejlig dag alle sammen.




onsdag den 22. august 2012

Hækleopskrift til dig fra mig.

Det er en opskrift på grydelapper, som jeg har oversat fra engelsk. Den er fra 1946.
Jeg synes bare de er så anderledes end det man normalt ser, så jeg fik lyst til at hækle dem.






Materialer:
2 ngl. bomuldsgarn. Jeg har brugt Mandarin naturell fra SandnesGarn.
Hæklepind nr. 3. 

1. omg. Hækl 6 luftmasker (lm). Saml dem med en kædemaske (km) for at forme en ring.

2. omg. Hækl 3 lm (regnes som 1 stangmaske (stgm)), stgm i samme m. som km, hækl 2 stgm i hver m. hele vejen rundt. Slut med 1 km i 1. fm.

3. omg. Hækl 1 lm, 1 fm i samme m. som km. Herefter hækles kun i forreste kæde af fm. * hækl ½ stgm i næste fm, 5 stgm i næste fm, ½ stgm i næste fm, 1 fm i næste 2 fm*. Gentag * til * omg. rundt og slut af med en km i første fm.

4. omg. Hækl 3 lm, Herefter hækles kun i bagerste kæde af fm. * hækl 1 stgm i hver bagkæde omgangen ud* SAMTIDIG hækles der 15 ekstra stgm, fordelt på omg. masker. 

Gentag 3. og 4. omgang endnu 6 gange - eller hvor stor du ønsker den skal være. Slut med 3. omg. 
Klip garnet og hæft ender. 

Hvis du har spørgsmål til opskriften så hjælper jeg gerne.

God fornøjelse.







mandag den 23. juli 2012

Så kom solen

Hvor har jeg længtes efter solen. Godt nok blæser det "en halv pelikan", men vinden er lun.
I weekenden blev jeg færdig med en hippie-vest.

lidt sej, synes jeg.

Jeg er også begyndt på vinterstrikkeriet. Det er dejligt med det tykke garn og de store pinde. Nu hvor jeg har gigt i fingrene kan jeg ikke holde på de små pinde, så en pind 4 og opefter passer godt :).

En rigtig dejlig dag til jer allesammen. 


fredag den 13. juli 2012

Så vælter frugten frem.

I dag tog jeg de sidste jordbær. De var ikke noget at råbe "Hurra" for, men blandet med hindbær og solbær, giver de en fantastisk marmelade.


Vi har 4 kirsebærtræer i frugthaven. De giver ikke bær samtidig, men se lige her

Det bugner med bær. 
Det ene træ har vi næsten tømt. Vi kan ikke vente til de bliver modne.

Det næste vi glæder os til er dem her

       

De store Victoria blommer hænger i klaser. 

Åh, for en mavepine. 

  




onsdag den 27. juni 2012

Endelig skete det

Efter først at have fået en abort, er vores lille røde mis nedkommet med 4 killinger. Desværre var der kun 1 som overlevede, men hvilken een. Se lige her hvor smuk den er.

Lige født

1 dag gammel.


onsdag den 13. juni 2012

Gæster i haven

Vi sad og så fodbold.
Så siger min husbond pludselig "hvad er det der står og kigger ind af terrassedøren"?
Det var såmænd denne lille fætter



Nogle fordele er der jo ved at bo på landet.



tirsdag den 12. juni 2012

Der kom en pakke fra Tante Grøn.

Den har jeg ventet på, og glædet mig til



Masser af garn til vintertrøjer.


Den første trøje er til morfar Erik, som bestilte den hos mig i starten af året.
Maskerne er slået op og første pind er snart færdig. 
Dejligt at komme igang med det tykke garn. 




mandag den 11. juni 2012

Gårdbutikken er lukket

På grund af sygdom, er jeg blevet nødt til at lukke min lille gårdbutik.
Trist men nødvendigt.
Heldigvis kan I dejlige mennesker stadig handle via min netbutik hos http://www.amioamio.com/da/butik/lindholm

Til jer som er blevet "afhængig" af min marmelade: I er stadig velkommen.

Det var det triste. Nu til det skønne ved denne årstid.
Min husbond gik tur med hunden og kom hjem med disse fantastiske valmuer.
Jeg ved godt at de ikke holder så længe, men mens jeg har dem, vil jeg nyde dem.




fredag den 8. juni 2012

Sådan


Jeg blev færdig med en hæklet badedragt. Den blev ret vellykket, hvis jeg selv skal sige det, men sikke et arbejde.
Da jeg kun har en rød gine, måtte min ægteviede igang med at skære en form til mig :). Hatten af for ham.

I dag regner og tordner det, så nu må det være vejr til at få lavet den strikkede/flettede bluse færdig. 

Rigtig god weekend til jer alle.

lørdag den 26. maj 2012

Skønne Skønne Forår

Hvor er det pragtfuldt med et forår, hvor solen skinner fra en klar blå himmel.
Problemet er bare, at jeg ikke får produceret det jeg skal.
Se nu bare den strikkede, flettede bluse jeg var i gang med, og som jeg havde sat mig for, skulle være færdig i denne uge.
Puhh. Det er for varmt at sidde med uldgarn.
I stedet for har jeg lavet de hotteste hæklede shorts.


De er lidt seje.

mandag den 21. maj 2012

Solen skinner og på gårdspladsen er det vindstille.
Hva' gør man så ?
Op med parasollen og ud med kaffen og strikkekurven.
Det bliver næsten ikke bedre.

I sidste uge fik jeg lige syet bukser i str. 6 år. 

Da mit barnebarn var på besøg, fortalte hun mig at hun havde bukser, som var lavet af det stof. 
Nu har jeg syet 2 par til min butik, og jeg må indrømme at de er ret friske.

Ellers er jeg i gang med at lave en strikkeopskrift på en flettet bluse. 
Både bluse og opskrift kommer til salg i denne uge (hvis jeg kan nå det )

lørdag den 12. maj 2012

Tænkte lige jeg ville prøve noget nyt.


Man må da kunne bruge bøger til andet, end at læse i.

Så jeg rev sider ud og klippede rundt. Strøm til limpistolen, og vupti.


En rose, som blev til flere, som blev til 


Pynt til en trist væg.



mandag den 7. maj 2012

SÅ ER FORÅRET KOMMET

Kirsebærtræerne er sprunget ud og bierne summer. Fantastisk.


mandag den 23. april 2012

Dejlig produktiv weekend.

Hold da op, hvor har jeg nået meget i denne weekend. 
Jeg har siddet i mit lille kreative værksted, i min butik, og knoklet med sjove syting.

  En fantastisk vest m. perler og vaskebjørne pomponer

 Så har jeg hæklet sjove sommerhatte til voksne

 og til babyer

 I dag blev jeg færdig med hækleopskriften på denne lille trøje str. 2-3 år. Opskriften får du ved at sende mig en mail.


I løbet af den forgangne uge fik jeg lavet 45 glas hindbærmarmelade.







onsdag den 21. marts 2012

En havfrues tårer

Jeg har lært at hækle havfruetårer og omsat dem til en lille vinternederdel til butikken.
Det er et stort arbejde, men sjovt.

Opskriften er klar til salg for 25 kr. 
Send mig en mail - hellejmadsen@gmail.com - , så sender jeg opskriften til dig

søndag den 26. februar 2012

Forårsfornemmelser

Solen skinner og vintergækkerne står i flok. Bedre kan det ikke blive.


Vores smukke barnebarn, Minkeu, og hendes veninde, Astrid, har været på vinterferie hos os. 
Det var rigtig hyggeligt, men for kort. 
De "osede" i min lille butik, og prøvede ting.

Minkeu med halsrør

 Astrid med sjov hat.

Pigerne var netop taget tilbage til Sjælland, da min lille røde kat kom i løbetid, og tiltrak sig opmærksomhed fra en stor flot hankat. 
Løbetiden er overstået og hankatten forsvundet, så nu venter vi bare på om der er gevinst.

Den smukke Sus.








lørdag den 4. februar 2012

Så kom vinteren

Det er hvidt derude. Og koldt. Men smukt.
Min mand nåede lige at lave foderbræt til fuglene. Faktisk har han lavet 6 stk. Så er der lidt at sælge i butikken.
Han maler og maler
og her er det færdige resultat.
Meningen er at der bliver sat en pind med et æble eller fedtkugle på, i midten.

Jeg troede foråret var på vej, så jeg har lavet hårspænder.
Det oser da af forår og sommer.




tirsdag den 31. januar 2012

Butternut Suppe

Denne opskrift skal I prøve. Den smager skønt.

Forberedelsestid: 20min.
Kogetid: 40 min.
6 pers.

Du skal bruge:
1 Butternut græskar. Skræl den og fjern frøene.
2 tsk. smør.
1 løg - mellemstørrelse. Hakket.
1½ l. hønsekødssuppe - brug 3 maggieterninger
1 frisk chili - hakket.
Muskatnød
Salt
Peber.

Skær dit græskar i små tern. 
I en mellemstor gryde, smelter du smør. Tilføj løg og chili,  og kog til løget er gennemsigtigt. Tilføj græskartern og suppe, og bring det i kog. Skru ned for blusset og lad suppen simre i 15 - 20 min.. 
Tag gryden af blusset. Brug en stavblender til at mose grønsagerne til puré.
Sæt gryden på blusset igen. Tilsæt krydderier efter smag og giv suppen et opkog.

Spis evt. noget godt brød til.
Velbekomme.

Ja, jeg nåede at spise lidt af min suppe, før det gik op for mig, at det nok ville være smart at snuppe et billede til jer. 



lørdag den 28. januar 2012

Hæklede dyr

Når først man går i gang, er det svært at holde op igen.





Det sjove legetøj er fantastisk nemt at lave, og det er kun fantasien der sætter grænserne.
Jeg har nydt at bruge mine garnrester på disse hæklerier.

fredag den 13. januar 2012

KOM I ALLE GODT IND I DET NYE ÅR.

Det håber jeg.
Hvor er det trist, at der ikke er kommet noget sne. Endnu.
Jeg savner det hvide drys.

Jeg har haft travlt med at strikke og hækle, og nu står den også på syning. Jeg syer hatte. Det er noget jeg aldrig har prøvet før, men kors hvor er det sjovt.
Jeg skal til at gå med hat.

Jeg har også lavet en opskrift, som kan købes for den famøse sum af 25 kr.
Det er et halsrør, som også kan bruges til hætte. Nemt at lave for de lidt øvede.
Send mig en mail, så fortæller jeg hvordan du får opskriften.


Den er strikket i Nepal garn og den er rigtig lækker.