tirsdag den 17. november 2015

Nyder min dejlige fridag

Tirsdag er min faste fridag.
Jeg nyder den i fulde drag. Det er den dag, hvor jeg kan sove længe - til kl. 7 - strikke, gøre rent (det er også at slappe af), bage, stå for madlavningen.

Nåh ja, jeg kan også opdatere min blog, hvilket jeg ikke er så god til.

Jeg har været på jagt efter en strikkeopskrift på nogle nemme futter til babyer. Det er ikke lykkedes, så nu har jeg selv lavet en.

 Sådan ser de ud.

Opskrift på futter:
mål i cm: 10

Materialer:
3 strømpepinde str. 2,5
50 g. Baby Merino - eller andet babygarn

Slå 50 m. op og strik 2 r, 2 v - frem og tilbage på 2 pinde.
Strik 6 cm, eller hvor langt du ønsker.

Nu deles arbejdet.
1 - Strik 32 m. ret. Vend. Strik 14 r. tilbage.
2 - Fortsæt med at strikke ret over disse 14 m. til det måler 4 cm (ca. 12 retriller) - overstykket
3 - Strik 11 m. op på hver side af overstykket.
4 - strik 3 omg. glatstrik - fortsæt i retstrik - brug en ekstra pind.
5 - Nu tages ind forrest på foden - Strik 29 r, 2 r. sammen, 10 r, 2 r. sammen, 29 r. Vend.
6 - ret, Vend
7 - 29r., 2 r. sammen, 8 r., 2 r. sammen, 29 r. Vend.
8 - ret, Vend
9 - 29 r., 2 r. sammen, 6 r., 2 r. sammen, 29 r.Vend - 66 m. på pinden
10 - ret
11 - Tag nu ind til hæl. Strik 2r, 2 r. sammen. Strik til der er 4 m. tilbage, strik 2 r. sammen, 2 r. Vend
12 - ret
13 - gentag p 11 og 12

Fortsæt i retstrik til hele arb. måler 9,5 cm. (siden af futterne) - ca. 9 retriller.
Luk alle maskerne af og sy hæl og bagstykke sammen.


Og så er jeg ved at lave nogle fingerløse vanter. Disse her hedder Elf Clobber. Jeg laver lidt om på opskriften. Jeg tror det vil være dejligt med en halv tommelfinger i.


En lille drengevest i alpakka er også strøget af pindene. Den mangler bare lige kanter, så kan den sættes til salg.

Et lys i mørket, eller hvordan man nu ser på det. Disse japanske lygter lyser gevaldigt op i vinduet, her i denne grå tid.

Vigtigst af alt, julekortene er købt. Det er sidste år jeg sender julekort. Med de nye posttakster, som træder i kraft til januar, har jeg simpelthen ikke råd til at fortsætte denne dejlige tradition. Det er trist, synes jeg, for jeg elsker at sende/få tilsendt julekort, hvor jeg hører hvordan det går med gamle venner og familien, men jeg er jo nok ikke den eneste der dropper dette. Skam over PostDanmark.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar